|
Tudse øver replikker og synger i bilen hele vejen til arbejde! Den unge lærer Jesper Østergaard har sin sjette større rolle i "Vinden i Piletræerne", og nu skal hans elever se og høre ham på scenen
I et stykke tid har radioen ikke virket i Jesper Østergaards bil, men det gør ikke så meget. Så underholder han selv. Han øver replikker, og han synger sange. Jesper Østergaard har hovedrollen som Tudse i familieforestillingen "Vinden i Piletræerne", der i øjeblikket opføres på Holstebros nye scene, Knudsens. Hans forberedelser foregår i høj grad i bilen mellem hans hjem i Holstebro og skolen i Sevel, hvor han er lærer. 29-årige Jesper Østergaard er klasselærer i 3. klasse, hvor han har dansk og musik. Eleverne følger intensivt med i, hvad han bestiller i fritiden, og derfor har han i de sidste uger læst "Vinden i Piletræerne" for dem. Det kulminerer med, at hele klassen og mange forældre skal ind at opleve forestillingen i Holstebro. Nu vil alle både se Jesper som Tudse og ikke mindst høre ham. Han har i klassen givet lydprøver på, hvordan sådan en snakker. I fjor medvirkede Jesper Østergaard som Mikkel Ræv i "Dyrene i Hakkebakkeskoven" i Holstebro. Det var eleverne også meget optaget af. Han har fundet ud af, at hans fritidsinteresser kan udnyttes pædagogisk - til gavn for hvad eleverne lærer. Jesper Østergaard er lærer på Sevel Skole på femte år. Han kommer fra Mønsted, hvor han debuterede på scenen i lokalrevyer. Så læste han til lærer i Skive, hvor han hørte om store musicalopsætninger i Holstebro. Siden har Jesper Østergaard medvirket i "Chess", "Den Røde Pimpernel", "Cabaret" og "The Wall" i Holstebro. Det har givet flere flotte anmeldelser. Som andre på scenen kan Jesper Østergaard somme tider drømme om at blive opdaget og få en professionel karriere. Men det er ikke noget, han spekulerer på hele tiden. Han er meget glad for sit lærerjob. Og når fritidsinteressen og arbejdet kan gå op i en højere enhed - hvad mere kan så nås, tænker Jesper Østergaard.
|
|